Kære Vingæst

Der findes steder, man besøger.
Og så findes der steder, man tager med sig hjem.
Fattoria Bonsalto er for mig det sidste.

Oppe i bakkerne ved Montespertoli, ikke langt fra Firenze, ligger et lille vinhus, som jeg har fulgt fra sidelinjen i efterhånden en del år.

For fem år siden besluttede Maurizio sig for at vække familiens gamle vinmarker til live igen. De var blevet glemt, og vinplanterne var groet til. Gamle toscanske druesorter, som næsten var forsvundet, stod tilbage, nogle af dem op mod 70 år gamle. Hvor andre måske havde set noget, der var for gammelt til at redde, så Maurizio en begyndelse.

Han ville skabe et sted. Ikke bare et vinhus, men en slags oase. Et sted, hvor der var tid til at gøre tingene ordentligt. Et sted, hvor man ikke hele tiden behøver at spørge, hvordan man kan gøre tingene hurtigere, billigere eller mere effektivt.

Siden har han arbejdet på sin drøm.

De gamle vinmarker er blevet plejet og bragt tilbage til livet. Glemte druesorter er blevet fundet frem. Et stærkt, håndplukket team er kommet til. Kælderen er blevet bygget om. Og langsomt er vinene begyndt at vise, hvad de kan. Det særlige er, at man kan smage det. Måske er det, fordi vinene ikke føles som noget, der er blevet presset frem efter en opskrift. De føles som noget, der har fået lov til at blive til. Der er en dybde i dem, som jeg tror kommer af den samme omhu, der præger stedet. Allerede når man kommer ind ad havelågen, er der en ro, som er svær at forklare. Alt føles gennemtænkt, men intet føles konstrueret. Der er ingen støj, men en fornemmelse af, at her er der mennesker, som virkelig passer på det, de har fået i hænderne.

Men der er også en bagside.

I Maurizios hoved er det aldrig helt godt nok, og drømmen risikerer indimellem at blive til et fængsel. Den mindste detalje kan holde ham vågen om natten. Og selv når tingene går godt, virker han mere optaget af, om alle omkring ham har det godt, end af selv at tage æren for det, han har skabt. I perioder forsvinder han derfor meget ind i sig selv.
Måske er det derfor, han har bygget et lille plateau øverst på bakken. Der, hvor vinmarkerne møder himlen. Man kan stå der og se ud over landskabet, mens falkene sejler over vinmarkerne. Og i et øjeblik føles det, som om verden nedenfor er sat på pause.

Det er den følelse, jeg gerne vil dele med jer.

Jeg inviterer derfor til en Winemakers Dinner med Fattoria Bonsalto, hvor vi skal smage et udvalg af Maurizios vine og høre historien om stedet, vinmarkerne og mennesket bag. Maurizio vil måske selv sidde med ved bordet. Han taler ikke engelsk og er, som de fleste af mine vinproducenter, ikke særligt god til at stå i centrum.

Så jeg vil forsøge at fortælle historien videre, sådan som jeg selv har oplevet den.

Jeg håber, I vil med.

Og måske skal vi sammen finde ud af, om man faktisk kan smage hans oase i glasset.

Jeg glæder mig til at dele aftenen med jer.

Kh Katrine